Viser opslag med etiketten Insekthotel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Insekthotel. Vis alle opslag

fredag den 20. september 2013

Insekthotel

Ja så er det vist på tide at være lidt aktiv på bloggen igen. . . eller det har jeg i hvert fald lyst til :o)
Jeg ku komme med en lang forklaring på hvorfor der er gået så lang tid, men det lader jeg ligge, og nøjes i stedet med at fortælle, at jeg har læst alle jeres indlæg hver eneste dag. . . så jeg er opdateret hvad det angår :o)
Der er sket mange ting her i haven, dog ikke alt det jeg gerne ville - men sådan er det altid med mig :o)
En af de nye ting er et insekthotel. Jeg har set og læst meget om det, og fik lyst til selv at lave et. De kan laves i alle mulige afskygninger, og jeg har så valgt at lave et af de større.

Selve 'hotellet' er lavet af de der vandfaste plader der ligger i bunden af en trailer. Ydersiden har jeg malet sort - det skal jo gerne passe sammen med det andet ;o) Jeg havde en idé om hvordan rummene skulle opdeles, men ellers har manden fået frit spil - for det er altså ikke mig der har lavet lige det :o)

Det var rigtig hyggeligt, at sidde og pusle med. . .

Det krævede nogle flere materialer end jeg lige havde regnet med, så jeg måtte finde på nye idéer undervejs. . .

Tagsten fra lossepladsen, og nogle potteskår til at fylde op med. . .

Et stykke reb af det man bruger til at sætte rundt ved loftet, et gammelt drænrør fyldt med bambuspinde, to trækævler med huller, og sammenrullet bølgepap. Bølgepappet holder ikke evigt, men så må det bare skiftes ud. . .

Mursten - også fra lossepladsen, og træpinde i forskellige størrelser. Alle de steder hvor der er hulrum bag materialerne er der fyldt op med hø. . .

Små kviste med blade fra bøgehækken, og gamle drænrør med diverse pinde og savsmuld. . .

Små sten, og endnu et stykke reb. . .

Sammenrullet bølgepap, mursten, og pinde i forskellige størrelser. . .

Gamle drænrør med hø, diverse pinde og visne clematisstængler, mursten, og et bræt med huller. . .

Og til sidst træ i forskellige størrelser. . .

Og det færdige resultat ser sådan ud. Jeg var lidt nervøs for, om det kom til at ligne en kasse med en masse skrammel i, men jeg er faktisk ret godt tilfreds. Det sku gerne ligne en 'skulptur' i sig selv, og det synes jeg er lykkes fint. Men holder man sig til naturmaterialer, så tror jeg ikke det går helt galt.
Man kan stort set bruge alt til et insekthotel, man skal bare være sikker på, at tingene ligger i spænd.

Og selvfølgelig har det fået et navn - Hotel Møllebakken - lidt sjov skal man da ha ;o)