fredag den 15. februar 2013

Blodblommens historie. . .

I efteråret 2004 fik jeg et træ i fødselsdagsgave af min lillebror og hans kæreste. Det var en blodblomme - prunus cerasifera 'Atropurpurea', og hvor er jeg glad for det træ.
Dengang kendte jeg ikke blodblommen, og det var derfor ikke et træ jeg havde ønsket mig. Men jeg er helt sikker på, at hvis ikke jeg havde fået det i gave dengang, så havde jeg nok selv købt det på et eller andet tidspunkt - for sådan et træ er ikke til at undvære i haven :o)

Her er træet lige plantet i oktober 2004 - ikke særligt stort :o)

Her har vi så august 2005. Man kan måske godt ane at træet er vokset en smule, men man kan i hvert fald se de skønne røde blade.

Juli 2006. Nu kan man i hvert fald se det er blevet større. Man kan også begynde at se på kronen, at den står i vestenvind. Til højre for træet har vi vandslangen liggende til afmærkning for Stenbedet :o)

1. maj 2007. Træet har stadig 'støttestolper' og står endnu fint lige. Det er kun kronen der afslører vestenvinden. Bagved er vi igang med at lægge piksten rundt om det store bøgetræ. . . som jo slet ikke ser så stort ud, fordi det ikke kan ses for blodblommen :o)

September 2008. Det begynder at ligne et træ nu. Måske I har opdaget, at der undervejs er lavet om på bedet som blodblommen står i. Jeg tror jeg vil lave et indlæg om selve bedet i løbet af weekenden :)

September 2009. Her er træet lidt på afstand - og med sol i bladende :o) Det andet træ med røde blade er et japansk kirsebærtræ - prunus ser. 'Royal Burgundy'.

April 2011. Jeg har ingen billeder af blodblommen fra 2010. Det har måske noget at gøre med, at dette bed drillede mig voldsomt i 2010 - jeg har simpelthen været for irriteret til at ta billeder - jeg ved det ikke ;o) Men her er der forårsstemning, og man kan desværre se at blodblommen har fået lidt for meget vind fra vest. 'Støttestolperne' skulle nok ha blevet stående noget længere. . .

Og endnu værre er det da bare blevet her i august 2012, men jeg elsker træet alligevel :o)

Her er det også august 2012, og man kan se på stammen at det er ved at være et stort træ - selvom det betegnes som et lille træ. Blodblommen bliver ca. 6 meter højt.

Men det skønneste af det hele er jo det her :o) De fine lysrosa blomster springer ud i april-maj, samtidig med at bladene folder sig ud.

Og hvem kan ikke elske dette syn - jeg bliver så glad indeni :o)

Her står det helt dækket af lysrosa blomster i april 2011. Billedet er desværre taget i aftenskumringen, og er lidt mørkt, men der er vist ingen tvivl om at den blomstrer :o) Det år var vi heldige med vejret da den var på sit højeste. Ingen regn, og næsten ingen vind, så så vidt jeg husker stod den i langt over en uge og så sådan ud - I LOVE IT :o) Men vi har også været uheldige med det modsatte vejr, og så står den nærmest kun et par dage og ser sådan ud - men det skal bare nydes så længe det varer :o)


Efter blomsterne får træet mørkerøde miniblommer med meget rødt frugtkød. Jeg har aldrig prøvet at smage dem, men har læst at de godt kan spises, men ikke har ret meget smag. Jeg har desværre ingen billeder af de flotte blommer - det må der laves om på :o) Men jeg har billedet af en halvrådden blomme som Admiralen sidder og mæsker sig i. Fuglene spiser også blommerne på træet, men når de ligger på jorden er det insekterne de tiltrækker. . . og det gør jo heller ikke noget :o)

Det var min blodblomme gennem 8 år, og hvis jeg skulle anbefale et træ, så var det i hvert fald et godt bud :o)


12 kommentarer:

  1. Sjovt at se hvor hurtigt det lille træ er blevet til et stort træ. Og hvor er det bare SMUKT når det blomstrer.

    SvarSlet
  2. Tak for den hyggelige historie om dit træ. Det ligner mit meget, mit er et Prunus Cerasifera Nigra.
    Jeg vidste heller ikke hvor skønt det var, da jeg plantede det. Jeg ønskede mig bare et mørktløvet træ.
    Skægt nok hælder mit også, men det er pga. østenvinden rundt om hushjørnet hos os.
    Det lyder spændende med en historie fra bedet. Jeg lagde godt mærke til forandringerne fra år til år :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var helt tilfældigt, at jeg sad og bladrede i billederne fra '04 til '12, og så tænkte jeg at det måtte jeg kunne lave et indlæg om :o)
      Blodblommen er måske lidt vindfølsom, siden de sådan lader sig påvirke :o)

      Slet
  3. Jeg kan godt forstå, at du er glad for din blodblomme. Jeg har også et, som var mange år om at blomstre, men pludselig kom blomsterne, det er utroligt smukt i blomst.
    Dit japanske kirsebær med røde blade blev jeg forlibt i, så det var godt, du skrev navnet. Jeg har nemlig lige i denne uge besluttet, at sådan et vil jeg eje.
    I øvrigt har jeg smagt blommerne fra blodblommen, de smager ok og kan sagtens spises.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da pudsigt, at jeg viser et billede af det japanske kirsebærtræ når du lige har bestemt dig for at du skal ha et :o)
      Du kan jo Google den, men ellers vil jeg fortælle dig at den har de skønneste dobbelte blomster :o)
      Jeg har ikke altid været klar over om man kunne spise de små blommer, men det har jeg for nyligt fundet ud af - så det må jeg prøve når de er klar :o)

      Slet
  4. Hej Bettina.Dejlig historie om din blodblomme.Det er rigtigt smukt når det blomstre.
    Flotte bede du viser med natursten.Jeg har en lille dværgblodblomme,som jeg også er glad for.Og har da også en japansk kirsebær,men med grønne blade og de smukkeste blomster.Rigtig god weekend til dig knus Jette

    SvarSlet
  5. Dejlig historie om dit træ. Jeg synes det er en charme mere, at stammen ikke er helt lige.

    SvarSlet
  6. Hvor er det stort og flot dit blodblommetræ, at det er blevet lidt skævt af vestenvinden er kun en ekstra charme. Tænkte godt nok da jeg så billederne om det var det samme træ og rullede lidt op igen og opdagede at bedets form var ændret nogle gange, men absolut til det flottere. Det er fint med pigstenene. Sikke frodigt det er blevet og blomstringen er da helt vidunderlig.
    K.H. Anette fra Fru Pedersens have

    SvarSlet
  7. Dejlige billeder og en dejlig historie om et træ.
    Træer med røde blade og især røde blomster er da bare helt skønne og pyt med hældningen, vi bor nu engang i et land hvor der blæser lidt fra vest.
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
  8. Dejligt at få historien om din blodblomme, og jeg skal da også love for, at det har taget ved de sidste par år. Skønt af både fugle og insekter kan mæske sig i de lækre blommer.
    Det er en lækkert bed, I har lavet rundt om blodblommen! Det var en dejligt indlæg!

    SvarSlet
  9. Hvor er det et smukt træ.
    God indlæg.
    Ha´ en god dag.

    SvarSlet