tirsdag den 26. februar 2013

Min forårs top 3. . .

Det er jo nærmest en umulig opgave kun at vælge 3 yndlinge indenfor forårsblomster, men da jeg sad og kiggede i mappen med netop dem, så var der alligevel nogle jeg glæder mig lidt mere til at se end andre :o)
Og heldigvis er det forår lige om lidt, og alting spirer og gror derude i haven, så snart kan jeg gense min anemoneskat :o)

 
 

 
 
Jeg har ikke noget navn på den, da det er en gave fra fuglene - den har I hørt mange gange før, jeg ved det ;o) Men det er i hvert fald en meget velkommen gave, og den spreder sig bare mere og mere, og til nye steder i haven. Og som det ses på det første billede, så er der landet et frø mellem granitskærverne i Stenbedet, og det klarer den også fint :o)
 
En anden af mine absolut yndlinge er tulipanen 'Gerbrand Kieft'.
 



Jeg synes den er så utrolig smuk, og jeg glæder mig til maj hvor den igen står og pryder haven :o)

Så havde jeg lyst til at vælge Tulip Tarda - en botanisk tulipan, eller den lille grøn/lilla våriris jeg købte sidste år og var så glad for, eller Queen of Night - behøver vist ikke nærmere forklaring, eller. . . åhh det er ikke let, men valget faldt på noget så almindeligt som Krokus :o)








Fordi de findes i et utal af dejlige farver. . .


Fordi når solen skinner på dem, så får man dette dejlige syn. . .


Og fordi når alt andet kun lige er begyndt at tænke på at vågne op, så står krokusserne som skønne farveklatter og lyser op mellem alt det farveløse :o)

Har du også en forårs top 3 :o)

søndag den 24. februar 2013

Granitskærverne vandt. . .

Jeg har et 'trekantet' bed mellem husmuren og terrassen. Jeg har prøvet flere ting med det stykke, men det er først nu, at jeg er ved at være tilfreds :o)

Inden haven rigtig sagde mig noget, var det vist lidt af et rodehjørne - her i 1999.
På stakittet klatrer Arkitektens Trøst. Den skal jeg aldrig ha i min have igen, den er alt for vild ;o)
Alt det andet er en samling af hvad der var i haven, da vi købte huset et par år forinden.

I 2004 ser det helt anderledes ud - her i foråret.

Sommer 2004.

Foråret 2005 - så prøver jeg noget nyt igen :o) Jeg er ikke go til staudebede, og dette blev det sidste forsøg her.

Så da vi i sommeren 2005 skulle lægge granitskærver ved terrassen, valgte vi at tage det trekantede bed med. Det blev samtidig gjort lidt større.

Sommer 2006. Det ser stadig lidt småt og bart ud :o)

Sommer 2008.

Sommer 2009.

Sommer 2011.

Sommer 2012.
Jeg ved der er mange der ikke er så vilde med granitskærver, men jeg har i hvert fald ikke fortrudt, at jeg valgte granitbed i stedet for staudebed lige her. Jeg synes det er ved at være som jeg vil ha det nu. . . at det så har taget adskillige år, det snakker vi ikke mere om :oD


torsdag den 21. februar 2013

Det store bøgetræ. . .

har jo selvfølgelig været lille engang :o)
Vi bor ved siden af en lille bøgeskov, og den har vi meget glæde af. Det er kommunens skov, men vi har aldrig set dem herude, så skovbunden er fuld af små bøgetræsbørn der prøver på at blive til noget her i livet. Jeg har derfor ingen dårlig samvittighed over, at vores  - nu store - bøgetræ er fra kommunens skov :o) Vi udvalgte vores bøgetræsbarn i 1998 og plantede den i vores have. Det første billede jeg har er fra 1999, men er desværre et dårligt billede. . .

Helt ude til højre kan man lige ane noget af bøgetræet. Det er ikke stort, nok kun lidt større end hængeblodbøgen til venstre.

Det næste billede jeg har, er fra maj 2004. Det er timian der er i bedet under. Det var dengang Søen vist kun var under kategorien havedam. . . jo der er sket meget siden :o)

August 2005. . .  med en skøn blå sommerhimmel i baggrunden :o)

Så er vi fremme ved 2007. Der besluttede vi at lægge pigsten rundt om træet. Det var et træls hjørne med græs, og jeg ville så gerne ha et stykke med pigstensbelægning. Det kan jeg jo også sagtens ønske mig når det er manden der laver arbejdet. . . hæ hæ ;o)

Men hvor er jeg glad for det stykke. Her er det lige lavet, og timianen holder sig pænt inde i bedet, men ellers skal jeg være over det, for det vil godtnok gerne brede sig :o)

Lidt forårsstemning fra april 2009. Først er der vintergækker, derefter de små téte-a-téte, og til sidst tulipanerne som på billedet. Jeg har ikke navnet på dem, men de er meget trofaste. De har stået der i 7-8 år, og har aldrig svigtet :o)

Maj 2009.

Juli 2009. Timianen fylder mere og mere, og er så dejlig når den blomstrer. Sommerfugle, bier og andre flyvende insekter er vilde med det :o)

Den store grønne krone er et yndet gemmested for fuglene, og dette lille skæve hus blev sidste sommer beboet af et blåmejsepar. Vi kunne sidde på bænken under bøgen, og følge med i hvordan far og mor på skift fløj frem og tilbage med mad til børnene. . . findes der noget skønnere :o)

Maj 2011.

Disse to skønne trug fandt min mand i en container. Der var boret huller i bunden, så de har sikkert været brugt til blomster før. Nederst til venstre i truget til højre har jeg en lille bitte buksbom. Jeg fik at vide, at den vokser meget langsom, og det gør den. Jeg behøver ikke være bange for, at den vokser ud af truget lige foreløbig :o)

Jeg har købt gamle syltekrukker fra Frelleren, og jeg synes egentlig de passer meget godt til trugene. Sidste år købte jeg forskellige kløvere til krukkerne, og jeg håber de klarer overvintringen og kommer igen i år - for jeg synes faktisk de er ret søde :o)

Der hvor bøgehækken og espalieret med kaprifolie/clematis mødes, har vi ladet et lille 'vindue' være fri. Så har vi udsyn til Søen, og omvendt som her. Man ser det ikke lige med det samme, men der hænger 8 små klokker i rionettet. Til pynt og til vindspil. Og til min datter. . . hun har altid - også selvom hun nu snart er 15 - spillet en lille melodi på dem når hun lige går forbi. . . herligt :o)

2012. Vores lille pind ovre fra skoven er nu blevet til et stort og smukt bøgetræ. Det bliver selvfølgelig meget større - jeg kan jo bare kigge på skoven - og jeg skal nok få mine problemer med det. Rødderne er begyndt at løfte pigstensbelægningen, men det må vi tage som det kommer. . . indtil da nyder jeg bare udviklingen :o)

mandag den 18. februar 2013

Dobbelt-bedet. . .

Bedet som mit kære Blodblommetræ står i, kaldes i daglig tale 'dobbelt-bedet'.
Det startede som et lillebitte bed tilbage i 1999.

Et af de få billeder jeg har fra 1999. Helt ude til venstre anes et lille rundt bed med en Hængeblodbøg. . . og hold da op en masse græs der var dengang ;o)

I 2004 så bedet stadig sådan ud, og Hængeblodbøgen er ikke blevet ret meget større. Det var et træ min mand købte for et gavekort han fik da han blev 30 år - uha det er længe siden :oD - og kort tid efter knækkede han toppen på den. . . heldigvis var det ikke mig der gjorde det :o) I dag er det jo nærmest en stor busk, gad vide hvor stor den egentlig kunne blive. . .

Så var det jeg fik min Blodblomme i 2005, og et nyt bed skulle laves. Det blev ved siden af bedet med Hængeblodbøgen. Der var ingen tvivl om, at der under Blodblommen skulle være Krybende Læbeløs - jeg synes det passer rigtig godt sammen. Jeg fik en lille bid fra min svigerinde, som jeg plantede i et stenbed jeg havde dengang. Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at det breder sig ret godt, så det var ikke det rette sted for det - men det var perfekt under Blodblommen :o)

Samtidig ændrede jeg bedet med Hængeblodbøgen, så det blev større. Med nyt foderbræt og fuglebad - dem har jeg endnu, men jeg kan se at ingen af planterne har overlevet :o) Jeg har ledt og ledt, men ku desværre ikke finde et billede af de to bede ved siden af hinanden fra dengang.

Allerede i sommeren 2006 sku der ske noget nyt igen. Både Blodblommen og Hængeblodbøgen har jo røde blade, og med den røde Krybende Læbeløs under, så syntes jeg at jeg ligeså godt ku lave det til ét bed. Jeg valgte, at lave det så man ku gå gennem bedet. . . det var i hvert fald meningen at det sku se sådan ud ;o)

Bunddækket fra det lille bed, blev fordelt over de to nye store bede, og lidt nye planter kom til.

I 2007 lavede manden en sti af pigsten mellem de to bede, for at binde det bedre sammen. Det hjalp lidt, og jeg er vild med pigstensbelægninger. Jeg skal dog lige ta mig sammen til, at rette de to kanter på bedene op, så de er mere lige - så ligner det nok mere ét bed med en sti igennem. Det er en af de ting som ikke tager ret lang tid, men får man det gjort. . . :o)

Så er der knald på :o) I maj 2008 dækkede Krybende Læbeløs det hele, og det var dejligt nemt. Om end det var lidt meget blåt, så var det da også ret pænt ;o)

Men så bare 2½ måned senere så det sådan ud. Jeg tror det var meldug der gjorde kål på bunddækket. Bladene fik en hvid belægning, krøllede sammen og lige så stille svandt de ind til ingenting. Jeg var ret irriteret, men tænkte at selvfølgelig kommer det igen. Men det gjorde det så bare ikke. Jeg har ingen billeder af bedet fra 2009 og 2010 - det har nok ikke været værd at fotografere :o)

I efteråret 2010 plantede jeg nyt bunddække, denne gang Grønlandsk Potentil. Det var en plante jeg købte ved et åben have arrangement. Som med Krybende Læbeløs, anede jeg ikke hvor meget den ville brede sig, så den kom i det stenbed jeg har nu. Det fortrød jeg hurtigt, og da jeg stod og manglede nyt bunddække til Dobbeltbedet, så blev det altså den :o) Her er det april 2011, og der er ikke ret meget bunddække endnu.

De sidste billeder er fra august 2012. Tænk at alt det bunddække kommer fra én lille potte!!! Det er rigtig flot når det er helt hvidt af små blomster, men ellers er det jo meget grønt i grønt. Derfor prøver jeg at sætte små farveklatter ind i form af feks hosta og alunrod.

Det er ikke helt tæt endnu, men det er jeg sikker på det bliver i løbet af i år :o)

Forrest står en Magnolia 'Susan'.Der var en mand der sagde til mig for et par år siden: Er du godt klar over, at en Magnolia kan blive meget stor? Det var jeg ikke da jeg plantede den i 2006, men hva - så må jeg jo igang med beskærersaksen ;o)


Det var historien om Dobbelt-bedet :o)